Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hverdagen i Stubmøllen

I Stubmøllen værner vi om hverdagspædagogikken. Udvikling og læring sker ikke kun i særligt planlagte pædagogiske aktiviteter, men i løbet af hele dagen. Det sker, når barnet hjælper med at dække rullevogn til måltidet. Det sker, når barnet øver sig i at tage flyverdragten på, eller når barnet hjælper et andet barn med at tage strømperne af på badeværelset. Alle disse små hverdagsrutiner har værdi for barnets udvikling, og det er derfor vores opgave at understøtte disse øjeblikke.

Vi arbejder i mindre grupper, hvor alle børn har mulighed for at blive set og komme til orde, og hvor legen kan få lov til at udvikle sig på børnenes præmisser. 

Morgen 

Vi åbner klokken 7 på en stue i begge afdelinger. Inden vi åbner har en fra personalet gjort legezoner og morgenmad klar. Vi serverer morgenmad frem til klokken 7.45 i vuggestuen og frem til klokken 8 i børnehaven.

Om morgenen har vi fokus på den gode modtagelse, så børn og forældre bliver mødt med nærvær, imødekommenhed og ro. I børnehaven har vi et vinkevindue, hvor de børn, der har lyst, kan vinke farvel til deres forældre efter aflevering. Det er en god måde at sige farvel på og til glæde for mange af vores børn.

Klokken 8 fordeler vi os ud på stuerne med leg og rolige aktiviteter.  

Formiddag

Omkring klokken 9 mødes vi til samling og formiddagsmad. I vuggestuen synger vi nogle sange, og i børnehaven taler vi dagen igennem, taler om hvem vi er i dag og leger nogle sprog- eller sanglege. Vi bruger piktogrammer til at visualisere dagen, så det er tydeligt for børnene, hvad der skal ske. 

Herefter fordeler vi os ud i mindre grupper med planlagte pædagogiske aktiviteter. Når vi deler os op, er det typisk sådan, at en gruppe er på stuen, en er på tur og en tredje er på legepladsen. Aktiviteter kan være noget, der knytter sig til det læreplanstema, vi arbejder med, kreative lege som klippe-klistre eller tegne eller motoriske lege. 

Vi elsker at være ude og er på legepladsen og på tur hver dag - uanset vind og vejr. Vi har et dejligt nærområde, som vi bruger rigtig meget. Det kan være ture til Valbyparken, Sydhavnstippen eller Karens Minde og Børnenes Dyrepark. Når det er meget koldt, så bruger vi hallen i Rubinen lige ved Karens Minde, som er en fritidsklub, hvor børnehaven har adgang to gange om ugen og vuggestuen en gang om ugen. Derudover har vi ladcykler, som vi bruger et par gange om ugen til at tage på ture længere væk - det kan for eksempel være Frederiksberg Have eller Enghaveparken. Så smører vi madpakker og får en længere tur ud af det. 

Frokost 

Vi samles omkring 10.45, hvor vi vasker fingre og gør os klar til frokost. Vi spiser klokken 11 i både vuggestue og børnehave, og børnene har faste pladser med billeder på, så de kan se, hvor de skal sidde. Vi oplever, at den gennemsigtighed og struktur, giver en roligere overgang for børnene.  

Under måltidet arbejder vi med madmod og selvhjulpenhed. Børnene er med til at hente madvognen, tælle tallerkner, kopper og bestik og til at dække bord. De øser selv mad op på tallerkenen, sender maden videre til hinanden, og de spiser selv og opfordres til at sige til, når de gerne vil have mere eller er færdige. Måltidet skal være en hyggestund, hvor vi der er plads til fordybelse og nærvær. Vi taler med børnene om, hvad vi har lavet, hvad der skal ske og hvad de har oplevet derhjemme. Vi taler om maden, hvordan det smager, og vi opfordrer børnene til at smage på maden, men respekterer et nej.

Efter måltidet samles vi til en rolig stund, hvor vi sammen læser i nogle bøger. Herefter bliver vuggestuens børn gjort klar til lur. De mindste sover udenfor i barnevogn eller krybbe, mens de større børn sover indenfor på madras. I børnehaven gør vi nogle legezoner klar på en af stuerne, så børnene både har mulighed for at være indenfor og ude på legepladsen. Det giver børnene noget medbestemmelse og en oplevelse af, at børnehaven også er deres "hjem".

Eftermiddag

Omkring klokken 14 og i takt med at børnene i vuggestuen vågner, spiser vi eftermiddagsmad. I børnehaven læser vi samtidig en historie eller lytter til en lydbog. 

Resten af dagen byder på struktureret aktiviteter ude og inde som børnene kan gå til og fra. Aktiviteterne planlægger vi ud fra børnenes behov og interesser - i børnehaven kan det for eksempel være stopdans eller sanselege. 

Når klokken nærmer sig 16 samler vi de børn, der er tilbage, på samme stue. Huset lukker klokken 17. 

OBS. Hver Fredag lukker vi kl. 16.