Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Overgang til børnehave og skole

Overgang fra vuggestue til børnehave

Når vuggestuebørnene nærmer sig 2 år og 10 måneder, skal de begynde i børnehave. Forud for dette holder vi en overflytningssamtale med jer og en pædagog fra vuggestuen og en fra børnehaven. Formålet er at skabe størst muligt faglig kontinuitet og overdragelse af viden i overgangen.

Cirka tre måneder inden opstart begynder børnene at besøge børnehaven fast en gang om ugen sammen med en voksen fra vuggestuen. Børnene er i børnehaven fra 9-11 og er med til samling og formiddagens aktiviteter. På den måde starter vi relationsdannelsen til børnehavens børn og voksne tidligt og skaber en blød overgang for børnene. Vi forsøger så vidt muligt altid at flytte børnene sammen med en eller flere vuggestuevenner.  

At begynde i børnehave kan være overvældende for barnet. De har været vant til at være de store i vuggestuen og bliver nu de mindste. Derfor er det bedst, hvis barnet får en blid opstart med korte dage. Det er vigtigt at starten bliver god og tryg, da det har stor betydning for barnets videre trivsel i Stubmøllen. 

Overgang fra børnehave til skole

Hvert år danner vi en storegruppe af de børn, der skal begynde i skole det kommende år. I storegruppen arbejder vi med at give børnene de bedste forudsætninger for at starte i skole og give dem et kendskab til den nye hverdag, der venter. 

Storegruppen mødes en gang om ugen med faste aktiviteter og forløb. Hver måned har et tema - det kan være fællesskab, at være en god ven, tænke tanker eller føle følelser. Vores fokus er på at styrke børnenes sociale kompetencer, så vi sender dem af sted med en god social ballast i rygsækken. Vi øver ting som at kunne lytte, koncentrere sig, vente på tur, forstå en fælles besked og spørge om hjælp.

Vi har et Stærkt Samarbejde med Ellebjerg Skole og KKFO, som vi besøger fire gange inden skolestart. Derudover besøger storegruppen skolens skolehave hver fredag, hvor børnene er med til at plante, vande og høste i haven og har forskellige jord-til-bord-aktiviteter. Som forælder får du også tilbuddet om at deltage i et aftenmøde, hvor der er mulighed for at møde pædagogerne i KKFO'en og få lidt information om, hvad det indebærer for børnene at starte i skole. 

Inden børnene stopper i børnehaven, holder vi en stor afslutningsfest for dem, så vi kan sige farvel og sende børnene godt af sted. Vi mødes efter institutionens lukketid, hvor børnene møder op i deres stiveste puds, vi spiser hotdogs, tænder diskolampen og har ballondans og en masse andre lege. Det er en altid en dejlig dag, som børnene ser meget frem til.